Cykling, angst og en tur på sofaen

Den dårlige og den gode nyhed

 

—————————————————————————————————————————————–

Jeg kan ikk’ mere nu. Det hele giver op. Det omkring mig, jeg elsker visner. Jeg er træt. Træt af at kæmpe. Kæmpe en så svær kamp. Træt af, at det skiller mig fra den verden jeg elsker. Fra dem jeg elsker. Fra den glæde jeg har. Tårerne triller. Det er min skyld det hele. Igen er det mig. Mit hjerte banker så hurtigt i min brystkasse. Alt indeni mig gør ondt. Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke klare mere smerte. Jeg kan ikke klare flere nederlag. Jeg kan ikke klare at blive forladt. Jeg kan ikke klare at blive misforstået. Jeg kan ikke rumme ensomheden. Jeg kan ikke mere. Jeg vil ikke mere. Det gør så ondt. Smerten er så intens. Jeg kan ikke få smerten væk. Jeg kan ikke mere, Det hele sortner. Jeg kan ikke få vejret. Mørket om slutter mig og jeg forsvinder væk. Jeg giver op. Og lige nu er det okay at give op, for en stund. Mørket er hvad det er. Angsten er hvad den er. Smerten er hvad den er. Jeg er hvad jeg er. Og lige nu, er jeg bare mig.

På 12 time kører angsten i mig.
På 12 time kæmper jeg videre.
På 12 time lever jeg med det hele.
På 13 time vinder jeg.

Jeg vandt.

—————————————————————————————————————————————–

 

Jeg har haft en uge i helvede. Så er det sagt. Hold nu kegle, hvor har det været svært at være positiv. Jeg har været seriøst presset over min fibersprængning i benet. Du kan læse, om det der skete sidste søndag lige her… Presset fordi jeg inderst inde godt vidste, at jeg kunne risikere, ikke at måtte cykle mere. Hvilket jo ville betyde farvel til mit største projekt nogensinde, nemlig at cykle fra København til Paris med Team Rynkeby Vestegnen. Det at cykle til Paris er min store drøm. Jeg kan mærke i mit hovedet at jeg har manglet at cykle. Jeg har manglet friheden, fællesskabet og roen. Det ikke at cykle, har påvirket mig og angsten så meget. Efter jeg kom hjem fra hospitalet, var jeg nede og skrabe bunden, som du har kunne læse øverst. Jeg har gjort alt hvad lægen sagde, ALT. Som i jeg har aldrig gjort noget så intenst. Kulde, varme, piller, ro, stræk – jeg har lyttet til alle råd. ALT har jeg gjort, og alligevel kunne jeg ikke være sikker på at det var godt nok.

 

Vil du helst hører den dårlige eller den gode nyhed først?”.
Det var min mest brugte sætning i går, da jeg ringede rundt efter mit besøg hos lægen.

I går var jeg til lægen, for at få tjekket op på min fibersprængning i mit højre lår og mine forstrukkede ledbånd. Jeg sad i bilen og overvejede om jeg overhovedet havde brug for hans vurdering. En fibersprængning kan da heller ikke være så slem. Jeg havde alle bortforklaringerne klar, men steg alligevel ud af bilen og gik op til lægen. Han kiggede noget skeptisk på mig, da jeg sagde at jeg altså skulle ud og cykle hurtigst muligt. Han undersøgte låret og læggen, vred og drejede mit knæ og hele låret.

Lægen: Du behøver ikke holde masken, jeg kan godt se du har ondt”.

Mine tårer trillede, for hold nu kæft hvor gjorde det ondt.

Lægen: ”Okay Sidse, vil du helst hører den gode eller den dårlig nyhed først”.

Alt inden i mig gik i stå, jeg var så klar til at modtage dødsstødet. Jeg valgte den dårlige først.

Lægen: ”Du har en stor fibersprængning i låret og en stor fibersprængning i læggen. Dine ledbånd er forstrukkede”. ” De gode nyheder, er at det healer som det skal”.

”Må jeg cykle?” var mit første spørgsmål. Lægen grinede af mig.

Lægen: ”Lige gyldigt hvad jeg svare, ved jeg jo, at du cykler. Så nu laver vi en plan for genoptræning”. Og det gjorde vi.

Planen er:

  • Cykle 20 km mandag.
  • Cykle 30 km tirsdag.
  • Cykle 40 km onsdag.  (Hvis der er nogen som tænker, det lyder sjovt, jeg vil gerne med ud på en stille og rolig tur, så skriv lige en besked. Kunne være lækkert med lidt selskab).
  • Cykle 30 km torsdag.
  • Cykel 40 km fredag.
  • Varme på benet, før og efter cykling.
  • Kun lave gear og høj kadence.
  • Ingen bakker før næste mandag.
  • Ingen overbelastning
  • Smertestillende.

 

Jeg sagde ja til alt hos lægen, uden at tænke videre over det, for jeg bare gerne ville cykle. Så jeg vendte selvfølgelig planen med både min mor og Mette, der begge er helt enige. Så denne her uge er startet godt. Jeg cyklede 20 km i går, helt alene og i dag har jeg kørt 30 km helt alene. HELT ALENE. Det var en sindssyg følelse jeg sidder med her i sofaen. Det gør ikke mere ondt i benet, end når jeg ikke cykler og det er positivt. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle cykle alene, men jeg er fast besluttet på at cykle og genoptræne, for jeg vil cykle til Paris.

 

Kryds fingre for mig, mens jeg kæmper.

 

XoXo

Sidse

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Cykling, angst og en tur på sofaen