GoMentor

Cykling, angst og en tur på sofaen

Taler jeg overhovedet om andet end cykling? Nogle gange måske. Men lige nu er det, det som fylder mest hos mig. I dag skulle jeg cykle 113 km med Team Rynkeby Vestegnen. Mine forberedelser startede allerede igår.
  1. Drik rigeligt med vand.
  2. Spis (kød, grøntsager og kartofler).
  3. Gå tidligt i seng.
  4. Stil alle ting frem til cykelturen.
  5. Tjek cyklen.
  6. Tjek ruten.
  7. Mediter.
Det er de samme forberedelser hver gang. De hjælper mig til flere forskellige ting. Min krop har brug for god energi og jeg har lært, at det er vigtigt, at jeg spiser det rigtige dagen før jeg skal cykle langt. Det samme gælder vandet. Før jeg går i seng stiller jeg alle de ting frem, som jeg skal bruge på min tur, for så skal jeg ikke lede efter det om morgen. Det gjorde, at jeg i går og imorges ikke havde angst. (Det havde jeg heller ikke sidste weekend, det er så fedt at kunne sige højt). Det kører. Seriøst det er en god morgen. Jeg får spist meget havregrød – som ikke kommer op igen. Jeg kommer i bad. Jeg har positive tanker. A er hjemme og det gør mig også tryg. Alt kører, jeg kan det her. Vi kører mod mødestedet og alt er godt. Jeg nyder turen i bilen. Jeg er ovenpå. Jeg styrer. Det virker det jeg gør. Jeg kan godt det her. Jeg tror på mig selv.
Vi cykler afsted og jeg følger godt med. Jeg er blevet super god til, at ligge på hjul og kører skuldre ved skuldre. Så sker der det, at jeg får syre i mit højre ben, jeg skifter gear og kører i lavere gear og højere kadence, præcis som Mette siger jeg skal. Syren forsvinder og jeg er lykkelig for alle de tricks Mette har lært mig. Jeg skifter gear igen, så jeg kommer tilbage til det lidt tungere gear. Der går ikke mere end 30 sekunder også er syren tilbage. Og pling plong, så går mit ben i krampe. Det er en seriøst smerte. Det føles som om der er noget der springer inde i mit lår. Krampen fortsætter. Jeg kan ikke bevæge mit ben, det er som om det er låst fast. Jeg klikker min venstre fod ud af pedalen og trækker ud mod rabatten. Her rammer jeg gruset og cyklen forsvinder under mig. Jeg får venstre fod i jorden og vipper cyklen, på en eller anden måde slipper min højre fod pedel og mit ben er fri af cyklen da jeg ligger mig ned. Krampen fortsætter. Også kommer angsten flyvende og smasker mig i hovedet.
Hvad nu hvis jeg dør. Hvad nu hvis de kører videre uden mig. Jeg er for dum til det her. Jeg kan slet ikke cykle. Nu skal de vente på mig igen. Jeg er til grin. Jeg er uduelig..
Jeg hyperventilere. Det hele snurre for mine øjne og mit ben vil bare ikke samarbejde. Jeg kan mærke en hånd på min krop og hører stemmerne. De får mig tilbage. Jeg starter mit indre mantra. Træk vejret ind gennem næsen og ud gennem munden. Det gøre på repeat og langsomt kommer jeg tilbage. Jeg bliver helt pinlig berørt. Jeg stor tuder. Heldigvis er der de sødeste mænd på mit hold, som får mig beroliget. Vi er så heldige, at der er sygeplejersker med på vores hold, så jeg bliver undersøgt på stedet. Jeg kommer op og stå og kan ikke støtte på benet. Det ender med, at A må hente mig, jeg kan ikke cykle videre. Det føles som om jeg har tabt en vigtigt kamp. Jeg hader at tabe. Mens jeg venter på A sidder jeg i rabatten og tuder. Jeg var så klar. Så fucking klar på de 113 km. Jeg kan nemlig godt kører 113 km, det har jeg gjort før. Jeg ville så gerne gøre det igen. Jeg føler jeg svigter mig selv.
A kører mig hjem og jeg får lagt et koldt omslag på benet. Også ligger jeg på sofaen og slapper af de følgende par timer.
Efter at have ligget her, tager smerterne kun til og jeg ender med en tur på skadestuen. Her møder jeg Brian der er læge og har en Brøndby tatovering – se det er noget der skaber troværdighed i mine øjne. Han er ikke blid, da han undersøger mit ben, der nu drejes og flyttes rundt. Lægens dom var en stor fibersprængning med blødning omkring. Forstruket ledbånd, men heldigvis ikke revet over. Jeg indrømmer gerne, at de værste scenarier var kørt igennem mit hoved derhjemme på sofaen. Jeg var så inderligt bange for, at jeg ikke ville kunne komme ud og cykle igen. Jeg var bange for, at der var noget der var revet over eller brækket. Når smerten er væk og benet er bevægeligt igen, må jeg cykle. Så nu ligger jeg her og tager den med ro. Jeg priser mig lykkelig for, at der ikke var brækket eller revet noget over.
Jeg slap med skrækken og er så lettet lige nu, over at alt nok skal blive godt igen.
XoXo
Sidse

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

GoMentor