Team Rynkeby Vestegnen part 2

Søndag den 27. januar 2019. Mine tanker om morgen var et helvede. Jeg var så negativ og troen på mig selv var helt forsvundet. Det er lang tid siden, at jeg har været så dybt nede og, at angsten har haft så stor indflydelse på mig. Det startede med et lille angst anfald, et lidt større og et kæmpe stort. I det store angst anfald troede jeg, at jeg ikke ville vinde. Jeg var sikker på, at angsten ville være der for evigt, og at jeg aldrig ville blive glad igen. Det er længe siden, at jeg ikke har troet på mig selv, og det gjorde ondt i mit hjerte. For hvis der er nogen som skal tro på mig,...

Muren der faldt

Angsten er ikke som den plejer. Normalt føler jeg mig fanget. Normalt kan jeg ikke bevæge mig. Jeg kan ikke tænke klart. Det er anderledes. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er bange. Jeg kender ikke reglerne for den her angst. Jeg ved ikke hvad angsten vil. Hvor skal den hen. Hvad skal den føle. Jeg kan tænke klart. Men min krop gør ondt. Jeg kan mærke presset på halsen. Det er det konstant, men jeg er i kontrol. Jeg kan hører hende. Hun skriger. Hun skriger på hjælp. Hun er fanget. Fanget inde bag muren. Jeg leder efter nogen der kan hjælpe. Jeg er alene. Jeg er den eneste der kan hjælpe hende. Jeg banker på muren....

Fokus på det positive

Min tirsdag har været virkelig vild. Jeg startede morgen ud med at smadre storetåen ind i dørkarmen. Min negl flækkede fra midten og ud til højre, og da klokken slog 12 dunkede den stadig. Nå men pyt skidt, det skal ikke ødelægge min dag. Det er jo tirsdag og jeg skal til spinning – se det er en sætning jeg aldrig troede jeg skulle sige. Lige efter slaget af tåen, måtte jeg indse at jeg ikke var på toppen, mit hoved gjorde ondt og mine bihuler var forstoppede. Da jeg kørte hjem fra arbejde besluttede jeg mig for at tage et smut forbi vagtlægen. Og som jeg egenligt havde forudset, så havde jeg (igen) bihulebetændelse. Til gengæld blev jeg overrasket...

Team Rynkeby Vestegnen part 1

Der har været stille på bloggen og grunden har været et kæmpe pres. Jeg har været så inderligt bange. Bange for at tabe min indre kamp. Den 9 januar var årsdagen for, da jeg gik ned med stress i 2018. Min angst har været fremme og jeg har taget det ene angstanfald efter det andet. Jeg har boet i mørket og været fanget i vandet, du kan læse med  her og her. Det som jeg i bund og grund var bange for, var at jeg ville falde tilbage i det sorte hul og aldrig komme op igen. Hver gang jeg har sagt det, har A smilet til mig, (på den der helt specielle måde, hvor jeg ved, at jeg selv...