Følelsen af at være modig.

  Jeg havde fem dage med angst. Som jeg havde fem dage, hvor angsten ikke forsvandt. Den var der HELE tiden. Jeg har været presset. Presset som jeg aldrig har været presset før. Jeg var såååå klar til, at kaste håndklædet i ringen. Og bare ligge mig ned og dø – okay ikke dø dø, for det vil jeg ikke, det er jeg jo bange for. Det er jeg sku virkelig bange for.. Men hvad ville jeg så? Jeg ville bare gerne grave mig ned og bo under min dyne og ikke bekymre mig om verden. Forsvinde væk og bare have fred og ro. Jeg var så fucking træt af, at være utilpas. Træt af, at være bange. Træt af,...

Besøg af angsten

Der har været stille herinde.. Angsten har fyldt for meget de seneste fire dage. Faktisk har angsten fyldt nærmest det hele. De sidste fire dage har været et indre helvede. Et helvede, fordi angsten, næsten konstant har været der. Og for første gang, kan jeg se, hvorfor der er nogle, som siger, at angsten er min ven. Angsten er kommet, fordi der har været for mange ting, som jeg har skulle ordne/fixe/lave/udfører/ osv. Jeg troede lige jeg var blevet god til, at lytte efter, men næ nej. Eller jo, er jeg blevet god til at lytte efter. Måske er det fordi, at mit nej stadig ikke bliver hørt og at jeg føler mig overrumplet/fortvivlet/sårbar/utilstrækkelig/overset/nedgjort/eller hvad fanden alle de andre følelser...

Bullshit

Ofte. Tit. Konstant. Møder jeg mennesker som fortæller mig, at jeg aldrig vil blive den samme igen. At jeg aldrig vil blive mig. Men det er noget Bullshit. Jeg er jo mig og har hele tiden været mig. Og i fremtiden vil jeg også være mig. Stress og angst ændre ikke ens kerne, men de handlemønstre man har brugt forkert. Eller sådan er det for mig, måske er det noget helt andet for dig. Jeg er Sidse, jeg vil altid være Sidse. Jeg har været ude på en rejse, en rejse som gik og stadig går  dybt ned i min sjæl. Har jeg ændret mig? Ja, selvfølgelig har jeg da det, men jeg er stadig mig. Hvad har så ændret sig?...